Nu da overdelene er syet og dæksålerne er forberedt, er det tid til den første læstning. Overlæderet fugtes så det bliver mere fleksibelt, og ved hjælp af skomagertangen trækkes det i form hen over vrist, hæl og tå. Da dette er den første og dermed den groveste af læstningerne, sættes sømmene med lidt mere afstand end jeg vil gøre på den endelige. Støvlerne stilles til tørre til dagen efter.
Yderlæderet trækkes forsigtigt tilbage mens foeret bliver på læsten. På foeret markeres hvor tåkappen skal placeres. Tåkappen består af vegetabilsk garvet læder som skærfes helt tyndt i kanterne og slibes med sandpapir. Denne gennemvædes med hjemmelavet skomagerklister og læstes på tåen. Til sidst komprimeres tåkappen med slag af en skomagerhammer for at gøre den formfast.
Her ses den læstede tåkap, som nu skal tørre inden næste proces. Hælkappen laves på samme måde.